Emo Fashion Designers: hvem der virkelig designede Emo-looket

En T-shirt med sikkerhedsnål fra London, bukser med stropper fra New York, et dødningehoved-tørklæde fra catwalken i Paris. Dertil en bassist fra Chicago, der designer hoodies om natten. Den, der i 00'erne stod i kø foran en Emo-koncert, bar beslutninger truffet af folk, hvis navne næsten ingen kendte. Looket virkede som taget ud af ingenting, ud af ens eget værelse. Men det havde ophavsmænd, og de sad på meget forskellige steder.

Emo Fashion Designers er de mennesker, der har formet Emo-lookets former: Punk-designere som Vivienne Westwood, scenelabels som Tripp NYC, musikere med egne brands som Pete Wentz og Oli Sykes, dertil catwalk-navne som Raf Simons og Alexander McQueen. Hvordan looket fungerer som helhed, står i vores Emo-guide. Her handler det om hovederne bag.

Før vi går navnene igennem, en skelnen, der bærer resten af artiklen: et brand sælger tøj, en designer bestemmer form, snit og detalje. Hos Emo falder begge roller ofte sammen, nogle gange ligger de kontinenter fra hinanden.

Emo var aldrig en designertrend, der kom oppefra. Scenen opstod i midten af 80'erne i Washington, D.C., i små Hardcore-klubber, og de første outfits var enkle: bandshirt, jeans, nedslidte sneakers. Ingen præsenterede en kollektion der. Looket voksede ud af det, der hang i genbrugsbutikken, og det, der kunne ændres med tusch og nål.

Alligevel findes der designere, uden hvem det senere Emo-look ville have set anderledes ud. Punk-designerne i 70'erne havde angivet sproget: sikkerhedsnåle, stropper, ternet, bevidst ødelagte kanter. Scenelabels i New York og Los Angeles støbte dette sprog i bærbare dele i 90'erne og 00'erne. Og fra starten af 00'erne kiggede catwalk-designere i Paris og Antwerpen på netop denne ungdomskultur.

Resultatet er et look med mange fædre og mødre. Reglen: den, der søger Emo-designere, søger ikke et ansigt, men en kæde af beslutninger. Den stramme silhuet kom fra den ene side, hardwaren fra den anden, grafikken fra Merch-bordet. Vi går denne kæde igennem led for led.

Tre kilder, et look. For at navnene giver mening senere, er et klart blik på, hvad Emo-style egentlig er, og hvordan du genkender det, det første, der betaler sig.

Emo-style er et mørkt, stramt, personligt look fra Punk- og Hardcore-scenen. Typisk er smalle bukser eller vide bukser med hardware, stramme bandshirts, hoodies, nittebælter, flade sneakers, sortfarvet hår med langt pandehår og mørk eyeliner. Delene er sjældent dyre. De virker brugte, ofte selv ændrede.

Det, der skiller Emo fra Goth, er holdningen. Goth er dramatisk og romantisk, Emo er direkte og sårbart. Det, der skiller Emo fra Punk, er nærheden: Punk retter sig mod verden, Emo taler om det, der sker indeni. Denne holdning oversætter sig til tøj, der sidder tæt på kroppen og forklarer lidt.

For designere er netop det vanskeligheden. Et look, der lever af ægthed, er svært at designe. Derfor har de designere, der har formet Emo, sjældent opfundet noget. De har grebet det, der allerede var på gaden, og gjort det mere præcist, mere holdbart eller mere synligt.

Før det handler om enkelte designere, endnu et spørgsmål, som mange stiller først: hvad betyder ordet Emo egentlig, og hvor kommer det fra?

Emo er kortformen af emotional, nærmere af Emotional Hardcore eller Emocore. På dansk betyder det altså simpelt hen emotionel. Begrebet beskrev oprindeligt ikke mode, men musik: Hardcore Punk, hvor teksterne blev personlige og stemmen fik lov at briste. Bands som Rites of Spring regnes som startpunkt.

Først i slutningen af 90'erne og især i 00'erne blev Emo en modebetegnelse. Med bands, der spillede i store haller, kom et genkendeligt look, og med looket kom butikker, labels og til sidst designere, der betjente det. Mange musikere i scenen kunne aldrig lide ordet. De mente, det gjorde en følelse til en kasse.

For moden er denne historie vigtig. Emo-tøj var først scenetøj båret af folk uden budget. Det, de bar, blev kopieret, og først derefter designede nogen dele, der skulle se præcis sådan ud. Rækkefølgen var: scene, publikum, label.

90'erne viser looket før nogen designer. Næste skridt fører tilbage til 70'erne, til den person, der overhovedet gjorde Punk tænkeligt som mode.

Vivienne Westwood har ikke designet Emo. Men uden hende fandtes det sprog ikke, som Emo taler. I 70'erne drev hun sammen med Malcolm McLaren en butik på King's Road i London, som blev mødested for Punk-scenen. Der hang Bondage-bukser med stropper mellem benene, shirts med sikkerhedsnåle, flossede sweatere og ternede stoffer.

Disse detaljer dukker 30 år senere op i Emo-looket næsten en til en. Stropperne på bukserne, nålen i shirten, ternet på nederdelen, den bevidst åbne søm. Emo har gjort Westwoods Punk blødere, skåret det strammere og farvet det mørkere. Grammatikken blev den samme.

Vigtig er også hendes holdning: tøj som udsagn, ikke som dekoration. En del skal sige noget, også når den ser ødelagt ud. Det er kernen, som Emo har overtaget. En flosset shirt er der ikke et uheld, men en beslutning.

Den, der vil bære denne linje i dag, har ikke brug for arkivdele. Sikkerhedsnål, synlig søm, vasket stof: det er de signaler, der rækker fra London over mallen og ind i nutidens fits.

Westwood angav sproget. Men de folk, der faktisk klædte Emo på i 00'erne, stod ofte selv på scenen.

De mest formende Emo-designere i 00'erne var ikke modeskoleuddannede, men musikere. De vidste, hvad deres publikum ville bære, fordi de bar det selv. Deres labels opstod ud af Merch-forretningen og voksede, fordi fans ikke kun ville bandet, men hele looket.

Pete Wentz, bassist i Fall Out Boy, grundlagde i midten af 00'erne Clandestine Industries. Hoodies med flagermus-motiver og de stramme snit traf præcis det, scenen bar alligevel. Oli Sykes, forsanger i Bring Me the Horizon, startede Drop Dead i Sheffield med skrigende, tegneserieagtige prints og mørk humor. Travis Barker grundlagde i 1999 Famous Stars and Straps, Mark Hoppus og Tom DeLonge i 2001 Atticus.

Reglen hos musiker-labels: troværdighed før snit. Disse dele var ikke altid godt forarbejdede, men de kom indefra. En hoodie fra bandet, du havde set live, bar en historie, som intet mall-brand kunne levere.

Det, disse musikere havde til fælles: de designede for folk, de hver aften så foran scenen. Lookets anden store kilde var derimod et label, der længe før Emo havde tænkt bukserne om i New York.

Tripp NYC blev grundlagt i 80'erne i New York af Daang Goodman og forsynede først Punk- og klubscenen. Fra slutningen af 90'erne hang labelet i hver mall-filial, der førte Alternative-tøj. Bukserne med stropper, D-ringe, kæder og lynlåse på benene blev symbol for en hel generation.

Goodmans tilgang var enkel: bukserne bærer outfittet. Foroven er en sort shirt nok, når hardwaren hænger nedenunder. Denne vægtning har Emo overtaget. Mange Emo-looks i 00'erne bestod af en enkel overdel og bukser, der klarer hele resten.

Samtidig viser Tripp, hvordan Emo omgik Punk. Bondage-stropperne stammer fra Westwoods butik, men Tripp gjorde dem overkommelige, hverdagsegnede og tilgængelige i mange vidder. Bukserne med stropper gik fra en lille scenes udsagn til standard i mallen.

I dag fungerer princippet lige så godt med videre snit. Nitter i linningen, kæder i siden, vasket denim med holdning: bukserne bliver det sted, hvor et Emo-fit får sin hårdhed.

New York og London leverede bukser og grammatik. En tredje, ofte overset kilde til mørk ungdomsmode lå på samme tid i den anden ende af verden, i Tokyo.

I Tokyo opstod i 90'erne en designergeneration, der tog Punk og rock mere alvorligt end de fleste vestlige labels. Jun Takahashi grundlagde Undercover og arbejdede med mottoet om at lave larm frem for tøj. Hans kollektioner blandede Punk-citater, patchwork og dyster grafik til dele, der snarere var kunst end Merch.

Takahiro Miyashita formede med Number (N)ine et Grunge-look, der åbent refererede til Kurt Cobain: vaskede flanelskjorter, smalle jeans, ødelagte strikdele. Nobuhiko Kitamura bragte med Hysteric Glamour fra 80'erne rock- og pin-up-grafik på shirts og jakker, højt og bevidst trashet.

For Emo-looket i Tyskland var disse navne sjældent direkte synlige, deres dele var dyre og svære at få. Deres indflydelse løb ad omveje: via magasiner, via musikere, der bar dem, via labels, der byggede deres ideer billigere efter. Den stramme, mørke, let ødelagte silhuet i 00'erne har her en af sine oprindelser.

Det, vi tager med fra de japanske designere: ødelagt betyder ikke billigt. En vasket, målrettet beskadiget del kan være lavet mere præcist end en ny. Netop denne præcision i det tilsyneladende tilfældige er det, der gør et godt Emo-fit i dag.

De japanske labels viste, at Punk fungerer på højt niveau. I starten af 00'erne fulgte den europæiske catwalk efter og greb ungdomskulturen åbent.

Raf Simons har bygget sin karriere på ungdomskulturer. Den belgiske designer viste allerede i 90'erne smalle silhuetter, skoleuniform-citater og bandreferencer. Hans kollektion Riot Riot Riot fra 2001 med layering, patches og hætter regnes som det øjeblik, hvor subkultur og catwalk endeligt kom sammen.

Alexander McQueen leverede det tilbehør, der har formet Scene- og Emo-årene som næsten intet andet: dødningehoved-tørklædet. Fra 2003 dukkede det op overalt, på koncerter, i musikvideoer, i fotoserierne fra de tidlige sociale medie-år. Det fandtes i utallige farver, og endnu flere kopier af det.

Disse to navne viser, hvordan indflydelsen flød i begge retninger. Designerne kiggede på scenen, scenen hentede sine detaljer tilbage. Næsten intet Emo-kid bar ægte catwalk-dele, men hoodiens snit, mønstret ved halsen og buksernes længde kom til sidst ofte derfra.

Et tilbehør som tørklædet viser, hvor lille håndtaget kan være. Ofte er en enkelt del ved halsen, i bæltet eller på tasken nok til at forankre et enkelt outfit klart i Emo-hjørnet.

Det gælder i dag mere end nogensinde. Kors i bæltet, vedhæng på bukserne, en detalje med holdning: smådelene bærer den håndskrift, som tørklædet før bar.

Indtil nu faldt der især mandenavne. Samtidig har designerinder formet det mørke, oprørske look mindst lige så meget, og mange spørger målrettet efter dem.

Blandt modehistoriens mest berømte designerinder hører Coco Chanel, Vivienne Westwood, Rei Kawakubo, Miuccia Prada og Ann Demeulemeester. For mørk, subkulturel mode er tre af dem særligt vigtige: Westwood for Punk, Kawakubo for dekonstruktion og Demeulemeester for en dyster, poetisk stramhed.

Rei Kawakubo bragte med Comme des Garçons i starten af 80'erne i Paris sort, huller og asymmetriske snit på catwalken. Kritikere kaldte det dengang fattigdom. For alle senere mørke subkulturer blev det en tilladelse til at forstå ødelagt og sort som stil. Ann Demeulemeester fra Antwerpen kombinerede lange, sorte lag med rock- og poesireferencer.

I Emo-looket dukker disse designerinder ikke op som label, men som princip. Den sorte uden undskyldning, lag-tænkningen, den bevidst ufærdige kant. Dertil kommer de mange kvinder i scenen selv, som satte deres outfits sammen af genbrugsdele, netstrømper og bandshirts og dermed først definerede det kvindelige Emo-look.

Den, der vil bygge looket efter kategori frem for navne, starter bedst ved de fire byggesten, der vender tilbage hos alle designere: overdel, bukser, jakke og smådele.

De store navne ligger fast. Spændende er, hvem der skriver Emo-håndskriften videre i dag, for den generation, der var ung i 00'erne, designer nu selv.

Et godt eksempel er Trashy Clothing fra Amman, grundlagt af Shukri Lawrence og Omar Braika. Labelet arbejder med ironi, politik og internetkultur. I 2019 dedikerede det en kollektion til 00'ernes Emo-kids: mennesker, der fandt deres musik, deres billeder og deres scene online, langt fra mallene i Californien.

Det viser, hvordan Emo-design har forskubbet sig. Før kom looket fra få byer og blev fordelt gennem butikker. I dag opstår det alle steder, hvor nogen har internet. Designere griber ikke længere en lokal scene, men en fælles erindring om MySpace, webcam-billeder og vaskede bandshirts.

Ved siden af findes mange små labels, der betjener Emo, Goth og Grunge sammen. De sælger næsten kun online, arbejder med små oplag og reagerer hurtigt på det, der dukker op på TikTok eller i musikvideoer. Designeren er ofte samtidig fotograf, model og shopejer.

Brands og designere er to sider af samme historie. For outfittets øverste lag gælder hos de nye samme regel som hos de gamle: en jakke med klar form slår hvert logo.

Derfor tænker nutidens Emo-designere ofte i sæt. Jakke og bukser i ét stykke, mørke farver, stropper og lommer, der ikke kun er dekoration. Det er Tripp-logik, blot forlænget opad.

Med de nye designere kom også et nyt sprog for scenen. Mange, der ser sådan ud i dag, ville ikke længere kalde sig selv Emo.

I dag kalder man Emos oftest bare Emo, ofte med tilføjelse: Emo Revival, Gen-Z-Emo eller Alt. Den, der bærer looket online, kaldes ofte E-Girl eller E-Boy. Begrebet Scene står for den mere farverige variant i slutningen af 00'erne. Mange siger simpelt hen Alt Fashion, når de mener Emo, Goth og Grunge sammen.

Betegnelserne har ændret sig, koden næsten ikke. Mørkt hår, smalle eller vide bukser med hardware, bandshirts, eyeliner, kæde i bæltet. Nyt er især, hvor åbent der blandes. Et Emo-outfit i dag må indeholde Techwear-tasker, Y2K-denim eller Goth-smykker uden at miste sin oprindelse.

Partyrækker som Emo Nite, der siden midten af 2010'erne kører i mange byer, har vist, at den gamle generation aldrig helt har lagt sit look. Og den nye generation bærer det uden selv at have oplevet mall-årene. For designere betyder det: de designer for erindring og for nysgerrighed på samme tid.

Uanset hvad man kalder det: looket følger stadig de regler, som designerne fra Westwood til Wentz har sat. Disse regler kan du bruge direkte.

Ud af hele designerhistorien kan man trække få, klare regler. For det første: ét sted bærer outfittet. Hos Tripp var det bukserne, hos McQueen tørklædet, hos Wentz hoodien. For det andet: ødelagt er tilladt, når det ser villet ud. For det tredje: sort er basen, farve kommer i små doser.

For det fjerde: bland niveauer. En del med designerambition, resten enkelt. Sådan har Emo-kids altid gjort det, med et godt bælte og en shirt fra Merch-bordet. Et komplet look fra én enkelt kilde virker som et katalog, ikke som en person.

Den hyppigste fejl ved efterbygningen er for meget på én gang. Den, der bærer alle referencer samtidig, ser ikke designeragtig ud, men som en kostumebutik. De følgende fejl ser vi hyppigst.

Den, der undgår disse fejl, har ikke brug for et designerbudget. Håndskriften sidder i snittet, i vægtningen og i en enkelt klar detalje.

Næsten alle Emo-designere er startet småt. Westwood med en butik, Wentz og Sykes med Merch, Trashy Clothing med Instagram. Indgangen til scenemoden går stadig sjældent gennem den store modeskole, men gennem egne dele, som andre vil have.

Den klassiske vej: ændre genbrugsdele, trykke shirts, sy patches, vise resultaterne online. Den, der vil lære snit og materiale, finder kurser på modeskoler og aftenskoler. Vigtigere end certifikatet er dog nærheden til scenen: koncerter, fora, de folk, der virkelig bærer looket.

Den, der beskæftiger sig seriøst med Emo-design, bør kende den historie, vi er gået igennem her. Ikke for at kopiere den, men for at vide, hvilke detaljer har en betydning. En strop på bukserne er aldrig kun en strop.

For dit eget look gælder det samme som for dit eget label: start med en del, der angiver retningen, og byg resten rundt om den. En washed tee og en hård vest er nok som base.

Til sidst de spørgsmål, der oftest dukker op om Emo-designere, besvaret kort og direkte, uden omvejen gennem hele historien.

Navnene skifter, formerne bliver. Den, der ved, hvor en detalje kommer fra, bærer den med mere ro og kan bruge den målrettet.